Solformørkelse, Færøerne 20. marts 2015
Skyerne lå tungt over den sydlige del af Eysturoy, hvor vi ellers var blevet anbefalet at tage til. “Dér er mindst risiko for dårligt vejr”, havde den lakoniske besked lydt i aftes.
Nu ventede Marianne og jeg så sammen med en snes andre på solformørkelsen.
Da der manglede en halv times tid til anden kontakt – starten af den totale formørkelse – var der minsandten et hul i det ellers massive skydække, og vi
kunne med egne øjne se, at formørkelsen skred planmæssigt fremad.
Men ak, Solen og Månen forsvandt igen bag skyerne, og nu var der mindre end ti minutter til anden kontakt – totaliteten. Jeg spurgte et par af de lokale om,hvordan chancen var for en opklaring. “Det klarer ikke op!”, lød det med overbevisning. “Hvorfor tager du så ikke hjem?”, spurgte jeg frustreret. En skuldertrækning var det eneste svar fra den ellers så venlige færing.
Pludselig så vi den tyndeste rids af Solen. Et lille bitte hul havde åbenbaret sig præcist på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt. Marianne fortalte bagefter, at hun havde sendt bønner opefter. Jeg selv havde konsulteret ham dér nedenunder…!
Hullet i skydækket flyttede sig mirakuløst ikke og pludselig lynede diamantringen. Anden kontakt var i hus!
Det havde jo været relativt mørkt i forvejen grundet skydækket, men mørket kom alligevel over os og netop på grund af skyerne, var det meget dramatisk. “Solopgangen” sås flot mod vest, og Venus stod tydelig øst for den nu fuldt formørkede Sol. Jeg knugede Marianne og stod pludselig med tårer i øjnene. Vi SÅ faktisk formørkelsen, og det var et fantastisk syn. Vi stod og så den formørkede Sol, mens himlen var næsten fuldstændig overtrukket med skyer. Det var et tredimensionalt og drømmeagtigt syn.
Atter lynede det. Tredje kontakt.
Og så begyndte Månen sit tilbagetog. Den blev fulgt på vej af skyerne, som nu pludseligt fik travlt med at komme væk.
Som så ofte før gad vi ikke rigtig at kikke på skuespillets sidste akt. Det er dybt uretfærdigt, men jeg hepper altid på Månen i tiden fra tredje til fjerde kontakt. “Så bliv dog færdig!” Pligtskyldigt fulgte vi dog med, og vi fik minsandten også fjerde kontakt med, nu i strålende solskin.
Som formørkelse betragtet var denne, vores fjerde, den dårligste: vi så ingen protuberanser, ingen konona, temperaturfaldet var minimalt og mørket var der delvist i forvejen.
Men himlens skyer, og det at det faktisk lykkedes at se anden, tredje og fjerde kontakt – imod alle odds – gør, at Marianne og jeg betragter denne totale solformørkelse som den næstbedste, vi har oplevet. Kun overgået af den første vi så, den i Bulgarien. http://nafa.dk/artikler/solform.shtml
Per Rieffestahl har sendt nedenstående to billeder, som viser forskellen på en almindelig månefase og en solformørkelse.
Månen den 24. marts 2015 ser sådan ud:
Det er Månen fire dage efter solformørkelsen. Månen er på den tidlige aftenhimmel og i tiltagende. Derfor himlens blå farve.
Og sådan ser Solen ud kort efter tredje kontakt. Altså efter den totale fase:
Til orientering:
Første kontakt er dér, hvor Månens østlige kant første gang “berører” Solen.
Anden kontakt er starten på totaliteten. Det bliver indledt med “diamantringen”, som er Solens stråler, der bliver brudt af et månebjerg.
Tredje kontakt er slut på totaliteten. Den bliver afsluttet med en diamantring.
Fjerde kontakt er tidspunktet, hvor Månens vestlige kant “slipper” Solen.